Mor for tidligt.

Vi er nu i samme måned, som Isabella har fødselsdag. Og jo tættere vi kommer på, hendes fødselsdag, altså dagen jeg fødte hende ;-) Jo flere følelser kommer der frem, som jeg måske ikke helt var klar over, at jeg havde fortrængt.

Det er enormt svært at forklare, fordi jeg kan ikke rigtig sætte ord på det, men jeg kan faktisk godt føle mig rigtig snydt over ikke, at have gået til termin. Prøve at have den, der store mave, og gå og vente på hvornår mon hun kommer.

Det er måske svært at sætte sig ind, men jeg tror godt, at andre mødre der har født for tidligt, at de kan forstå, den følelse over at man føler sig snydt.

Når man bliver mor for tidligt, bliver du kastet ud i nogle følelser, som faktisk fylder meget ved dig, men når det kommer til stykket, er der bare ikke plads til dem, fordi man bruger alt sin energi, på at være der for sit meget lille barn. Og fordi man ikke aner, hvad der kommer til at ske, og er så magtesløs, så glemmer man sig selv.

Man bliver kastet ud i at være mor, før du er mentalt klar til det, for man regner jo, at man skal i hvert fald 40 uger, og så skal man vente på den første ve.

Den tid man lægger på sygehuset, er så syrrealistisk, mange siger hvordan man dog kan holde det ud, men man lærer bare at leve med det, at sådan er det bare nu. Jeg tror, at man som menneske, har en evne til at indrette sig sådan som livet nu engang er.

Isabella og jeg lå ikke engang på sygehuset, mere end en måned, andre ligger 3-4 måneder. Men for mig var den måned enormt hård psykisk, fordi jeg kunne ikke være, der for min datter 100 %, fordi jeg selv var syg.

Den første uge levede man i sådan en boble, hvor man rent faktisk skulle fatte, at man var blevet mor, at den der lille trold, med alle ledningerne og alarmerne, jamen hun var din. Man forsøgte at amme, men kunne bare se til at der næsten ingenting var. Efter den første uge, blev det alvor, hvor syg jeg var, da jeg var ved at besvime med min datter i armene, heldigvis var der, en hurtig sygeplejerske. Og pludselig oveni, alle Isabellas ting og prøver, ja så skulle man tage stilling til, at nu var man selv syg, og bare kunne vente på at der blev et hul til at, man kunne blive opereret.

Det var den værste følelse, at blive kørt ud af værelset, for at kunne komme ned på operations gangen, og ens lille bitte pige, stadig lå inde på stuen. Kom man tilbage, eller hvad skete der.

Da man så endelig kommer tilbage, og føler en snert af bedring, og tænker nu kan jeg koncentrere mig om mit barn. Og så faldt min blodprocent igen, og jeg kunne slet ikke holde mig vågen. Jeg drev ind i søvnen konstant, og jeg har aldrig følt mig så slap før.

Før jeg fik 2 liter blod, som hjalp så meget, troede jeg et kort øjeblik, at det her blev ikke bedre, at jeg ikke ville blive rask igen. Men da jeg så fik blodet, og kunne fokusere, så blev jeg jo rask igen. Og kunne tage mig af min pige.

Det var perfekt, da vi kom til svendborg sygehus, for der var den ro både jeg og Isabella havde brug for. Inde på sådan en afdeling med, alle de for tidligt fødte, eller syge babyer, der er frygteligt meget larm. Alarmer, der fortæller, at nu er der en lille baby, der ikke har det godt, og mødre der græder. Det er utroligt hårdt, og selvom man kan kigge på sin baby og se hun har det godt, så er man bange.

Bange for hvad fremtiden bringer. Bange for at give gas for den magtesløshed man føler.

Jeg synes præmatur forældre, er noget af det sejeste der findes, og af hvad jeg kan læse mig frem til, så er de følelser man har noget der hænder ved resten af livet. Vi har nogle stærke børn, og nogle enormt stærke kræfter, der gør vi kan klare det hele. Og vi kan sikkert klare det hele en gang til.

 

Kærligst Isabellasmor Lisbeth.

Synes godt om

Kommentarer

Tina Hjære Jakobsen
,
åh, Lisbeth du er det stærkeste menneske jeg kender, alt det du har gået igennem alene, og ja vi var i din nærhed men vi kunne jo ikke sætte os ind i hvad du gik igennem, men angst og bekymring var der konstant. Og nu hvor datoen for isabellas fødselsdag nærmer sig vender også tankerne om det der skete tilbage, men tilgengæld er det skønt når vi kigger på din dejlige datter og så godt hun klare sig. Knus fra din stolte mor
Joan m
,
I dag er det 16 år siden min datter kom til verden, 6 uger før tid.
Jeg havde da lagt på sygehuset siden 24 graviditet uge pga truende fortidig fødsel, 1,5 cm åben og med veer... moderkagen fungerede ikke optimalt og dermed for lidt fostervand. Jeg blev scanner hver 2 dag og hver gang lige nervøs. Da hun kom til verden vejede hun 1800g.
Siden har jeg fået 2 drenge også født 6 uger før tid, de vejede 1900g og 2000g. Ved dem fik jeg livmoderhalsen syet sammen for at holde på dem, så der var ikke så mange komplikationer.
I dag har de alle 3 hver deres senkomplikation som følger af deres fortidlig start på livet, men ellers er de sunde og raske børn, dog stadig lille af vækst.
Det er ikke let at være forældre til præmatur børn.
Joan Mortensen
,
I dag er det 16 år siden min datter kom til verden 6 uger fortidligt.
Jeg blev indlagt i 24 graviditet uge pga truende fortidlig fødsel, jeg havde veer og var 1,5 cm åben. Der til kom at moderkagen ikke fungerede optimalt, så der var forlist fostervand.
Jeg blev scanner hver 2 dag og hver gang meget nervøs, for hvis ikke der var øgning i vægten ville der blive foretaget kejsersnit.
Siden hen har jeg fået 2 drenge også født 6 uger fortidligt.
De har hver deres senkomplikation som følge af deres fortidlig fødsel, men ellers sunde og raske.
Det er ikke let at være forældre til præmatur børn, da vi allerede fra starten af er i aller højste alarmberedskab for hvordan det kommer til at gå de små.
Men de er fighter lige fra starten.