Så frustrerende.

Nogen gang sker der ting i ens liv, i alles liv som gør at man ikke kan være der så meget for andre, som man ret faktisk gerne vil. og derfor kan det være mega vigtig at passe på dem, der rent faktisk gider en :-)

Jeg er sådan en person, at selvom jeg ikke kontakter mine veninder eller familien, flere gange om ugen, jamen så tænker jeg tit på dem, og jeg vil altid hive alt ud i kalenderen for at hjælpe dem, hvis lokummet brænder.

Men der er jo ingen der er tankelæser, og derfor er det jo svært at vide hvis de har brug for en, men ikke siger det, eller giver udtryk for det.

Men når man bor et stykke væk, og ikke er så tit hjemme, ja så skal der altså et telefonopkald til for at snakke sammen.

Men der skal også være en vilje, og det er at der er 2 eller flere personer, som er enige om at kontakten skal holdes. Det er nøjagtig det samme i et parforhold, det holder sku ikke i længden, hvis det kun er en person som skal gøre alt arbejdet.

Lige nu sender jeg bare kærlige tanker til alle mine kære, og glæder mig til snart at se nogle af dem i næste uge.
 

 

 

Kærligst Isabellasmor Lisbeth.

Synes godt om

Kommentarer